Temaside: Tæt på guldsmede
Mange ting, lige fra guldsmedenes form og farve til deres adfærd og biologi gør dem til en gruppe fascinerende insekter. De er kendetegnet ved 2 par vinger, der hos de ægte guldsmede (underordnen: Anisoptera), holdes ud til siden i hvilestilling. Hovedet domineres af de op til 30.000 enkeltøjne, der grænser op til hinanden, og tilsammen udgør en helhed. Farvemæssigt strækker guldsmedene sig fra det meget iøjnefaldende til det kamuflageagtig. Guldsmedenes store vinger og vingernes bevægemekanik gør, at de er dygtige flyvere. De kan både stå stille i luften som en helikopter, og hurtigt og effektivt fange deres bytte i luften. Nogle guldsmedearter hviler ofte på grene og blade, mens andre arter flyver hvileløst frem og tilbage på jagt efter føde. Det siger sig selv, hvilke arter der er nemmeste at fotografere. Endelig har guldsmedene indirekte sødoverførsel, og som følge deraf en særpræget parringsadfærd. Guldsmedenes karakteristika kan især iagttages, hvis man kommer tæt på.
1524. Efterårs-Mosaikguldsmed, han (Aeshna mixta). Søndersø ved Værløse, 2004-09-07.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Efterårs-Mosaikguldsmeden er en af de mindste mosaikguldsmede. Som navnet antyder er den fremme i sensommeren og efteråret. På det tidspunkt er den en af de almindeligste guldsmede omkring Søndersø. Den sidder ofte stille og hviler sig i vegetationen, og er temmelig tolerant og for mennesker med et kamera.
11800. Blå Mosaikguldsmed, han (Aeshna cyanea). Gribskov, 2005-09-03.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Den Blå Mosaikguldsmed er en stor og flot guldsmed. Den er fremme fra midt på sommren og i efteråret. Jeg har set den ved flere skovsøer i Nordsjælland, den har dog ikke været almindelig nogen af stederne. Min erfaring er, at både hanner og hunner er meget aktive, de slår sig sjældent ned i vegetationen. Når man endelig har fået øje på et siddende individ (den er nem at få øje på, på grund af de klare blå og gule farver), er det muligt at komme inden for fotoafstand.
9918. Brun Mosaikguldsmed, han (Aeshna grandis). Søndersø ved Værløse, 2005-08-01.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Brun Mosaikguldsmed er en stor guldsmed. Den er fremme fra højsommren og frem til starten på efteråret. Når den hviler i vegetationen, falder den godt sammen med omgivelserne på grund af sin brune farve. Jeg oplever derfor ofte, at den letter inden at jeg får øje på den. Med rolige bevægelser er det muligt at komme tæt på den. En af de almindeligste guldsmede ved Søndersø, når den er fremme.
5579. Håret Mosaikguldsmed, hun (Brachytron pratense). Søndersø ved Værløse, 2005-05-22.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Den Håret Mosaikguldsmed er en middelstor guldsmed. Den er kun fremme på forsommeren. Den hviler ofte i vegetationen, og er tålmodig over for mennesker med et kamera. Almindelig ved Søndersø.
5593. Grøn Smaragdlibel (Cordulia aenea). Søndersø ved Værløse, 2004-05-22.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Grøn Smaragdlibel er en middelstor og flot guldsmed. Den flyver fra den tidlige forsommeren og frem til sent på sommeren. Jeg har set den flere steder i Nordsjælland. Ved Søndersø jager den over de brede sivbræmmer, lang Mølleåen og ved breden af Gribsø. Den flyver hvileløst frem og tilbage, og synes kun sjælden at slå sig ned i vegetationen. Det bedste tidspunkt at komme tæt på den er måske forsommeren, hvor man kan være heldig at møde et nyforvandlet individ som ovenfor.
7180. Fireplettet Libel (Libellula quadrimaculata). Tokkekøb Hegn ved Allerød, 2005-06-18.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Fireplettet Libel er en kraftig guldsmed. Som ung har den en gylden farve. Den flyver fra først til slutningen af sommeren. I slutningen af sin flyvetid bliver den mere grå. Hannen sidder ofte og overvåger sit territorum fra et udkikspunkt. Hvis man nærmer sig den langsomt og forsigtigt, lader den sig gerne fotografere.
8323. Blodrød Hedelibel, hun (Sympetrum sanguineum). Søndersø ved Værløse, 2004-07-06.
Klik på fotoet for at se en større udgave.
Blodrød Hedelibel er en lille guldsmed. Den er fremme fra midt på sommeren og langt hen i efteråret. Den synes at være omtrent allestedsnærværende. Jeg har set den overalt i Nordsjælland. Begge køn sidder ofte på en stilk eller et blad og overvåger omgivelserne. Den tillader gerne, at man kommer meget tæt på.
Updated: 2008.09.10 · Email: